Babytæppe inspiration

Her kommer lidt babytæppe inspiration fra den dygtige Anita, som har været en tur i sit “stof-bibliotek” for at finde egnede stoffer. Fin måde at få ryddet lidt op i resterne!

Anita skriver:

“Disse tæpper er ment som inspiration. Der er ikke mønstre til dem. De er syet ud fra billeder fundet på Pinterest – eller hvad jeg lige kunne finde på, for at udnytte stoffet bedst muligt.”

Tæppet måler ca. 103 x 103 cm

Det første babytæppe er syet i batikstoffer i fine afstemte farver. Jeg beklager, at farverne på billedet ikke helt er så fine, som de er i virkeligheden!! Men så har du en god undskyldning for at kigge forbi og se tæpperne selv… 😉

Tæppet måler ca. 108 x 115 cm

Dette tæppe er den perfekte løsning til en, som er glad for pasteller! Det er syet i strimler af forskellig længde, som giver en uhøjtidelig virkning.

Tæppet måler ca. 100 x 110 cm

Skal der være mere knald på farverne, så er denne model måske løsningen… Fine røde, pink og rødorange batikstoffer med råhvide stolper imellem.

Quilten måler ca. 100 x 120 cm

Den helt enkle løsning med en lys og en mørk trekant gør sig altid godt! Du kan jo variere trekantens størrelse efter størrelsen på dine rester. Disse trekanter har et sidemål på 20 cm, så de smukke batikstoffer rigtig kommer til deres ret.

Quilten måler 95 x 95 cm

Kvadrater syet sammen i 6 x 6 felter og sat på spidsen med store trekanter i hjørnerne er en anden mulighed, som er enkel men smuk. Især den fine quiltning i cirkler giver en flot effekt! Bemærk også den stribede lukkekant – en fin detalje.

Der bliver jo som regel stadig nogle rester til overs – og dem kan man jo så lave en blød bold til baby af…

Du finder mange ideer til bolde i bogen “Små og store patchworkprojekter” af Charlotte Yde. Den er udgået af tryk, men kan lånes på bibliotekerne.

Vi har mange forskellige papskabeloner, som kan blive til bolde. På billedet ser du bolde syet af den klassiske femkant, men også trekanter kan blive til bolde.

Pinterest kan du finde flere billeder med søde bolde.

Håber du er blevet inspireret til at sy et babytæppe eller to! Anitas tæpper vil blive doneret til Mødrehjælpen, som flere gange har nydt godt af hendes kreativitet.

Rigtig god Kr. Himmelfart – husk vi har lukket torsdag og fredag i denne uge!

Ann