Skabeloner og glade farver

Her er det koldt udenfor, men solen titter frem, og farverne får en anden glød ;), så her kommer lidt inspiration med skabeloner og glade farver fra Lori Holt (Bee in My Bonnet).

Jeg har brugt Lori Holts praktiske skabelon (lineal) “Pie Ruler” til at lave Dresden Platter med spids – hurtigt og nemt på symaskinen.

Det praktiske med sådan en lineal er, at man kan lave mange forskellige størrelser!

Der er masser af sjov inspiration at finde på Loris blog – Bee In My Bonnet (beeinmybonnetco.blogspot.com).

Inden længe går Lori i gang med en ny quilt (se hendes blog), hvor hun foruden Pie Ruler også bruger det nye skabelonsæt “Seed Ruler”.

Vi har en hel del af Lori Holts stoffer på hylderne – man bliver så glad af at kigge på dem!

Patchworkhuset
Patchworkhuset
Patchworkhuset

Naturligvis findes der også en hel del baggrundsstoffer i samme stil:

Patchworkhuset

Selvom den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 7. februar, sender jeg gerne varer ud til dig. Send mig blot en mail på adressen ann@patchwork-huset.dk med dine ønsker. Der er mulighed for at betale via Mobilepay eller bankoverførsel.

Mange hilsner, Ann

En ide til baby

Savner du en ide til noget, man kan lave til en baby?

Two Brown Birds har lavet det sødeste mønster til en taske, hvori der ligger syede dyr, som er dejligt bløde at holde på for små mennesker…

Tasken er lige til at tage med, når man skal i byen og lege!

Mønster til “Take-Along Farm Yard” kr. 139,00 (engelsk tekst).

Selvom den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 17. januar, sender jeg gerne varer ud til dig. Send mig blot en mail på adressen ann@patchwork-huset.dk med dine ønsker. Der er mulighed for at betale via Mobilepay eller bankoverførsel.

Hvis du har brug for at se nogle billeder, inden jeg sender stoffer til dig, skriver du bare det i mailen.

God lørdag!

Ann

Halo Quilt

“Halo” er navnet på en spændende quilt af Jen Kingwell. Der findes akrylskabeloner lige til at skære ud og sy efter!

Jen Kingwell mønstre i Patchworkhuset.

Skabelonsættet koster kr. 295,00.

De små stofpakker måler ca. 25 x 55 cm – de koster kr. 18,00 – 22,00 pr. stk.

Den gode bomuldstråd fra Aurifil koster kr. 89,00 pr. rulle med 1300 m på.

Jeg har tidligere vist en anden af Jen Kingwells mønstre – nemlig Glitter. Du finder opslaget HER. Og inden du spørger – nej, jeg er ikke færdig med mine blokke, men jeg arbejder lidt på dem ind i mellem. Rigtig hyggelige at sy!

Man kan altid få brugt en masse smårester, når man syer quilts fra Jen Kingwell, idet hun ofte bruger mange forskellige stoffer, som du nok kan fornemme på mønstrene. Dejligt, for smårester har vi jo mange af!!

Selvom den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 17. januar, sender jeg gerne varer ud til dig. Send mig blot en mail på adressen ann@patchwork-huset.dk med dine ønsker. Der er mulighed for at betale via Mobilepay eller bankoverførsel.

Hvis du har brug for at se nogle billeder, inden jeg sender stoffer til dig, skriver du bare det i mailen.

Mange hilsner, Ann

Happy Stitches Sampler

Da vi for år tilbage fejrede, at Quilt.dk (som ikke eksisterer mere, desværre) havde 10 års jubilæum, syede min mor og jeg et sengetæppe, vi kaldte Happy Stitches Sampler.

Happy Stitches Sampler quilt fra Patchworkhuset. Syet af Grete Tinning og Ann Baird.

Sidenhen har både jeg og Quilt.dk haft mange henvendelser, da bladene blev udsolgt. Vi samlede derfor alle delene til et Happy Stitches i et lille hæfte, som stadig kan fås. Hæftet koster kr. 158,00.

Happy Stitches Sampler - en quilt med mange forskellige mønstre.

Quilten er syet i hånden over papskabeloner, men kan naturligvis også syes på andre måder. Det er en herlig blanding af patchworkblokke, applikerede blokke og en lille smule stitchery.

Skal du ikke bruge et helt sengetæppe, er mønstret lavet sådan, at du også kan nøjes med et slumretæppe – eller du kan plukke dine favoritelementer ud og sætte dem sammen til dit helt eget tæppe!

Stofferne er naturligvis ikke til at få mere, men jeg har set quilten syet op i mange forskellige udgaver, og de har alle været meget charmerende!

Denne flotte version er syet af Lisbeth i Sverige – skønne, glade farver!

Jeg sender gerne et hæfte til dig også – send blot en mail til ann@patchwork-huset.dk 😉

Den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 17. januar.

Mange kreative hilsner, Ann

En anden start på året

Ja, jeg må sige, at det blev en anden start på året, end jeg havde planlagt… Forretningen skulle jo være åbnet i dag efter en dejlig juleferie. Sådan skulle det ikke gå, og foreløbig er juleferien forlænget til den 17. januar.

Julepynten er pillet ned, og i stedet er en “ny” quilt hængt op. Når jeg skriver “ny”, er det fordi toppen er syet for rigtig mange år siden. Jeg begyndte quiltningen, men mine hænder var ikke begejstrede for de mange sømrum, jeg skulle igennem – og så lå den og ventede. Og ventede. Og ventede, indtil min søde mor en dag sagde, at hun da godt ville quilte den færdig for mig.

Hendes søde mand, Kaj, var ret begejstret for tæppet… Og hvad skal man give en mand til jul, som ikke ønsker sig andet end julefred, god mad og hjemlig hygge? Det blev anledningen til at få tæppet gjort helt færdigt – og Kaj blev rigtig glad!

Japanske lygter - quilt i blå stoffer.
“Japanske lygter” Syet af Ann Baird
Quiltet af Grete Tinning

Jeg har fået lov at låne quilten for at kunne vise den frem, og du kan finde mønstret til en quilt med Japanske lygter i den nye bog fra Lene og Bente Speich. Bogen hedder “Patchwork til dig og mig” og koster kr. 298.

Ny bog "Patchwork til dig og mig" fås i Patchworkhuset.

Jeg har syet i blå farver, men quilten kunne også være flot i andre farver. Prøv evt. at søge på Japanese Lanterns på f.eks. Pinterest. Der ligger mange fine billeder til inspiration!

Vi har mange kønne blå stoffer på lager – her er lidt til inspiration:

Blå reproduktionsstoffer fra Patchworkhuset.
Blå reproduktionsstoffer i Patchworkhuset.

Selvom den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 17. januar, sender jeg gerne varer ud til dig. Send mig blot en mail på adressen ann@patchwork-huset.dk med dine ønsker. Der er mulighed for at betale via Mobilepay eller bankoverførsel.

Hvis du har brug for at se nogle billeder, inden jeg sender stoffer til dig, skriver du bare det i mailen.

Har du set den opdaterede liste over vore plastskabeloner? Den er lige til at printe ud, så du kan få overblik over, hvilke skabeloner der findes. Du finder den HER.

En ny liste over papskabelonerne er også på vej!

Mange hilsner, Ann

Godt nytår 2021!

Godt nytår 2021 til jer alle!

Håber I er kommet vel ind i det nye år – og skal vi så ikke håbe, at 2021 må blive et bedre et, hvor vi igen kan ses uden en masse restriktioner til kreative timer med vores skønne hobby?!🌟📍☀️✂️ Jeg prøver at være optimist, selvom det er svært ind i mellem!

Jeg har siddet og nydt solen i dag – den har vi savnet! – med hyggeligt sytøj… Måske en ny BOM? Noget hyggeligt må der jo til, når nu juleferien er blevet forlænget til foreløbigt den 17. januar.

Pas godt på jer selv ❤️

Ann

Adventskalender – 4

Så er vi nået til den 4. søndag i vores adventskalender – og nu er det snart jul!!

I år bliver julen måske lidt anderledes, end vi er vandt til – men forhåbentlig stadig hyggelig og rar; måske der også ligger en gave under træet, som kan blive til nogle dejlige kreative timer bagefter… 😉

Dagens inspiration kommer fra Inge, som har syet denne skønne pude i hyggelige julefarver:

Inge har brugt skabelonerne fra skabelonsættet “Dagmar Blomst” til puden, og den er syet i hånden “på amerikansk”. Et rimelig hurtigt projekt, da der kun skal bruges fire blokke.

Du finder en grundtegning til “Dagmar Blomst” HER. Den er fin at farvelægge, hvis du vil lege med mønsteret.

Amerikansk håndsyning
Anns Dagmar Blomst

Skabelonsæt i plast
Jette Schiøths udgave

Bente Bruuns udgave

Her er lige en lille detalje fra Bentes blokke, hvor man rigtig kan se effekten af at søge ud på stoffet:

Vi håber, at I har haft fornøjelse af dette års adventskalender, og at I har fået et par ideer til gode timer med sytøjet.

Rigtig god jul og godt nytår til Jer alle!

Ann

På gensyn i det nye år, hvor vi regner med at være tilbage i forretningen igen onsdag d. 6. januar 2021, hvis ikke der kommer andre anbefalinger.

Festlige mundbind?

Skal du sy festlige mundbind til dig selv og dine kære til nytårsaften?

Så har vi både det gode indlæg ILC 151, som tåler vask på 60 grader, blød elastik og næseklemmer – samt selvfølgelig smukke stoffer med stjernedrys 😉

Har du ikke mulighed for at komme til forretningen, sender jeg gerne! Skriv blot til mig på ann@patchwork-huset.dk – så sender jeg fluks.

Vi holder juleferie fra mandag d. 21. december til og med tirsdag d. 5. januar.

Lørdag d. 19. december har jeg ekstra åbent fra kl. 10-13.

Hilsen, Ann

Adventskalender – 3

Så er det blevet den 3. søndag i advent!

Denne søndag har vi leget med en af vore favoritblokke – nemlig den ret enkle “Churn Dash”.

Churn Dash blok

Her ser du først et tæppe syet af Grete Tinning, min altid flittige mor:

Churn Dash blok

Til quilten er der brugt en masse forskellige røde reproduktionsstoffer – både lyse og mørke nuancer af rødt. Det er perfekt til at hygge med i december, men er ikke så “julet”, at det ikke kan bruges resten af året.

Inge har syet en fin pude, hvor midterfeltet er pyntet med en applikeret blomst:

Du finder en vejledning til puden HER.

Til de af jer som har købt skabelonsættet til “Swoon“, har Inge også lavet en raffineret variation af Churn Dash ved at bruge fire stk. skabelon “PS-2” til at lave midten af blokken. En fin detalje hvis du kan lide at søge ud på stoffet!

Der er naturligvis også en vejledning til den HER.

Vi håber, du må blive lige så glad for Churn Dash blokken, som vi er!

God 3. søndag i advent!

Ann

Adventskalender – 2

Det er blevet den 2. søndag i advent!

Denne søndag har Inge Andersen leget med skabelonerne fra skabelonsættet “Rose Star Quilt”. Husker du quilten?

Rose Star patchwork
Rose Star quilt

Inge har syet et par fine blokke i hver sin farve. De kan bruges til at lægge i en brødbakke, som en lille dækkeserviet eller som en bordskåner til at sætte julelyset på 😉

Læg mærke til detaljen i midterfeltet: en kasse af romber

Her er midten en hel sekskant

Og her kan man jo begynde at glæde sig til foråret…

Følgende skabeloner er brugt:

PI-3 = sekskant med sidemål på 7 cm
PXX = “krone” med sidemål på 7 x 3,5 x 6 cm
PG-2 = rombe med sidemål på 7 cm

Du finder en vejledning til begge modeller HER.

God søndag!

Ann

Graphic Garden