Happy Stitches Sampler

Da vi for år tilbage fejrede, at Quilt.dk (som ikke eksisterer mere, desværre) havde 10 års jubilæum, syede min mor og jeg et sengetæppe, vi kaldte Happy Stitches Sampler.

Happy Stitches Sampler quilt fra Patchworkhuset. Syet af Grete Tinning og Ann Baird.

Sidenhen har både jeg og Quilt.dk haft mange henvendelser, da bladene blev udsolgt. Vi samlede derfor alle delene til et Happy Stitches i et lille hæfte, som stadig kan fås. Hæftet koster kr. 158,00.

Happy Stitches Sampler - en quilt med mange forskellige mønstre.

Quilten er syet i hånden over papskabeloner, men kan naturligvis også syes på andre måder. Det er en herlig blanding af patchworkblokke, applikerede blokke og en lille smule stitchery.

Skal du ikke bruge et helt sengetæppe, er mønstret lavet sådan, at du også kan nøjes med et slumretæppe – eller du kan plukke dine favoritelementer ud og sætte dem sammen til dit helt eget tæppe!

Stofferne er naturligvis ikke til at få mere, men jeg har set quilten syet op i mange forskellige udgaver, og de har alle været meget charmerende!

Denne flotte version er syet af Lisbeth i Sverige – skønne, glade farver!

Jeg sender gerne et hæfte til dig også – send blot en mail til ann@patchwork-huset.dk 😉

Den fysiske butik er lukket foreløbig frem til den 17. januar.

Mange kreative hilsner, Ann

Nuancer i okker

Vi har fået de skønneste okker-gul-grønne stoffer hjem – og billedet yder dem slet ikke retfærdighed! De er meget kønnere i virkeligheden…

Symfoni i okker – 7 stk. á 50 x 55 cm – kr. 280,00

Naturligvis har vi også den gode sytråd fra Aurifil (1300 m/50) i matchende farver 😉

Jeg har lånt en skøn pude af Ingrid, og den passer lige ind i dagens farve-tema…

Uld-applikation
Pude med applikationer i uld og bomuld

Jeg beklager, at min telefons kamera ikke er særlig god til at gengive farver – i virkeligheden er de meget dybere og smukke, så kig gerne forbi og se “med fingrene”!

Her kommer lige en detalje fra puden:

Solskinshilsen, Ann

Julekalender 2019 – 1

Graphic Garden

Traditioner er så hyggelige, så jeg fortsætter med en julekalender her i december, hvor jeg hver dag fra 1. – 24. vil lægge lidt inspiration ud til et hyggeligt juleslumretæppe…

Denne gang består tæppet af både stjerne-blokke (det er vist ikke den store overraskelse… 😉 – jeg elsker jo stjerner!) og blokke med applikerede cirkler.

Julekalender 2019
Stjerneblok

Blokkene måler 20 x 20 cm (færdigt mål), og jeg syer i alt 35 blokke. Jeg har syet stjernerne i hånden på amerikansk – men de kan naturligvis også syes i hånden over pap – eller på symaskine, hvis man hellere vil det. Der er brugt følgende skabeloner:

Kvadrat A-6 : 10 x 10 cm

Kvadrat A-3 : 5 x 5 cm

Trekant C-2: 5 x 5 x 7 cm

Trekant C-3: 7 x 7 x 10 cm

Blokkene med cirkler har jeg applikeret ved hjælp af Apliquick stængerne og Vliselina. Den store cirkel har en diameter på 14 cm, og den lille 7,5 cm.

Julekalender 2019
Blok med cirkler

Jeg applikerer først den lille cirkel til den store, inden jeg applikerer cirklerne til baggrundsstoffet.

Stofvalget denne gang er lidt usædvanlig for mig…, men nogle gange er det både sjovt og sundt at blive lidt “provokeret” til at træde ud af sin vante gænge! Og min mor synes, at det er helt rart at få reduceret lidt i sit lager. Godt man har en mor, hvor man kan “låne” lidt ;)!

Decemberhilsen, Ann